Vinteren kom på besøg og vi havde et par uger hvor vores verden og livsperspektiv var forandret. Jeg oplevede med glæde hvor meget jeg havde savnet sneen og den klare frost. DMI og metrologerne havde varslet vinterens kommen. Pludselig var den her, snestormen fra øst. Det ukontrollerbare og magiske som forvandler vores verden og landskaber uden at vi gør noget selv. Østenvinden mistede efter en lille uge kraften og det klarede op med sol og højtryksvejr. Frost hele døgnet og ned til -20 grader. Søerne frøs til og landskabet fremstod som magiske vider i hvidt og blåt.
En uge efter er alt igen forandret og foråret viste sig frem med 16 grader. Vintergække, somerfugle og solsorte i parringsleg. Nye glæder og spirende håb om at alt igen bliver godt at være menneske sammen med denne uindbudte gæst, virussen Corona.